Kære alle
Selvom det stadig er mildt udenfor, er tiden kommet til at skrive årets julehilsen. 2024 har budt på mange gode oplevelser, men desværre også nogle, der har været rigtig svære.
I december sidste år mistede vi en af vores meget gode venner, og han er fortsat et stort sav
Hen over sidste efterår fik jeg en diskusprolaps, der gjorde, at jeg i en kort periode kun kunne gå, når jeg hang ind over en rollator! Som et mirakel forsvandt smerterne spontant om natten på min fødselsdag, og jeg har heldigvis ikke mærket noget til det siden.
I Espergærde har der været store omvæltninger, da Malene og Thomas desværre er gået fra hinanden. Det er så trist! Malene fik i starten af november en lejlighed tæt på Thomas, skolen og børnehaven, mens Thomas har overtaget huset. De deler nu børnene og har dem på skift en uge ad gangen. Kaia, 6 år og Neel 3 år savner naturligvis den forælder, de ikke er hos, men indtil videre er det gået nogenlunde.
I marts måned var de 3 dejlige uger i Sri Lanka. Pigerne fik set landet, hvor deres mor er født og de nød det gode vejr og havde næsten egen swimmingpool til stor glæde, især for Kaia.
Kaia startede i SFO i foråret og går nu i 0. klasse, hvilket går godt. Neel er startet i børnehave og ser ud til at trives fint.
Juleaften samles vi alle herhjemme, hvor Malene også kommer.
Lasse tilbragte tre måneder i Cape Town hen over jul og nytår og vendte hjem, da hans visum udløb i februar. Han havde ikke fået lejet sin lejlighed ud, og forlængede derfor ikke rejsen. Han var meget begejstret for livet i Cape Town og planlægger allerede at rejse derned igen. Han mødte mange spændende mennesker og holder stadig kontakt med flere af dem og har også haft besøg i DK.
Han har desuden opsagt sin kontorplads i Shillerhuset og arbejder nu hjemmefra. Vi har haft flere hyggelige gå og cykelture med ham, bl.a. i hans nabolag.
Vores ferieår med campingvognen startede med en uge på Langeland, som vi besøgte for første gang. Det var en dejlig oplevelse med mange gode cykelture. Derefter gik turen til Faaborg, Peters barndoms ferieby. Hans mor er født og opvokset i byen, og i forbindelse med sin slægtsforskning af den grønlandske slægt, besøgte han også Faaborg Byhistoriske Arkiv.
Sommerferien gik til Østrig. Vi startede syd for Alperne i håb om at undgå noget af regnen på nordsiden, men det lykkedes ikke helt! Heldigvis klarede vejret op efter fire dage, og vi kunne nyde området, hvor vi havde været flere gange. Derefter gik turen videre til vores yndlingssted nær Zell am See. Herfra er der fantastiske cykelruter, og vejret artede sig heldigvis. Vi havde 18 skønne dage med mange gode oplevelser (og så lige 4 dage til at komme frem og tilbage!).
En sensommertur førte os til Aalborg sammen med venner. Vi blev fuldstændig betaget af byen, hvor vi havde mange gode oplevelser og kunne cykle til alt. Ærgerligt at der er så langt derop! Planen var at fortsætte til Aalbæk, men dårligt vejr fik os til at ændre kurs mod Odense, som vi også holder meget af.
I september tog vi endnu en sensommerferie – denne gang med fly til Paris. Vi rejste sammen med vores nabo og gode venner, Hanne og Christian. Hanne boede som ung i Paris og taler flydende fransk, så hun var en fantastisk guide. Vi havde en herlig tur med primært godt vejr og boede i en skøn, centralt beliggende Airbnb-lejlighed. Det var herligt at gense Paris, hvor vi ikke havde været siden 1996 sammen med børnene.
Jeg nåede også den årlige tøsetur til Møn med “Ellepigerne” – os fire fra vejen, som hvert år arrangerer juletræstænding med gløgg, æbleskiver og skattejagt for børnene. Det er blevet en hyggelig tradition.
Ellers går hverdagen sin vante gang. Peter nyder stadig sine cykelture tre gange om ugen, når vejret tillader det. Nu også på racercykel i sommerhalvåret! Han er fortsat frivillig på et plejecenter, hvor han cykler ture med beboerne og kører dem på busture. Desuden er vi begge frivillige i forbindelse med vores ugentlige bridgespil, samt flere andre småjobs.
Jeg holder mig i gang med træning i Loop Fitness tre gange om ugen og synger hver anden tirsdag i Tirsdagskoret i vores lokale kirke – et hyggeligt kor, hvor vi indimellem optræder til gudstjenester og arrangementer i kirken.
Vi nyder selvfølgelig stadig samværet med Kaia og Neel og arbejder på at finde nye rutiner efter forældrenes skilsmisse og Kaias skolestart. Nu kan hun jo ikke bare holde fri, for at være sammen med bedsteforældrene!
Vi vil slutte med at ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.
De kærligste hilsener
Peter & Karen
Klik på siden og få den i større format!
![](https://www.adolphsen.dk/wp-content/uploads/2024/12/2024-Julekort-billeder-side1-724x1024.jpg)
![](https://www.adolphsen.dk/wp-content/uploads/2024/12/2024-Julekort-billeder-side2-724x1024.jpg)